At omtale Karen og Søren som to af hverdagens helte er ingen overdrivelse, men en præcis beskrivelse af den måde, hvorpå de mødte de udfordringer, livet stillede dem over for. De er begge født på landet omkring år 1900 og danner par i begyndelsen af 1920’erne. De holder sammen hele livet på trods af, at deres forbindelse mødes med stor skepsis og modstand fra familien på begge sider.

Udfordringerne bliver store for Karen og Søren. På grund af tidens ulighed og fattigdom havde Søren været afskåret fra at få sig en uddannelse og måtte derfor ernære sig som arbejdsmand på landet. Med deres store børneflok og Sørens usikre, dårligt betalte arbejde hørte de til de udsatte i samfundet, og dertil kom tidens alt for stormaskede, sociale sikkerhedsnet. Alligevel havde de mod på livet og troen på, at forholdene kunne ændres til det bedre, når bare man selv gjorde en indsats.

Deres fælles liv blev på ingen måde en dans på roser i banal forstand – det blev den blanding af glæder og sorger, sejre og skuffelser, som alle dage har været betingelserne for os mennesker.

Skildringen af dem er en beskrivelse af et liv, præget af hårdt arbejde og materiel fattigdom, men også af sammenhold, ansvarlighed og deres evne til at opbygge et varmt fællesskab omkring deres børn. Deres kulturelle og sociale kapital var stor, og den opvejede i høj grad deres sparsomme, økonomiske midler.

Det blev et hjem, præget af deres tro på fremtiden og vilje til at sætte egne behov i baggrunden for at kunne hjælpe deres mange børn til en tilværelse med flere muligheder, end de selv havde haft. Det udmøntede sig bl.a. i deres bekostning af skolegang for børnene udover de lovpligtige 7 undervisningsår.

Fortællingen om Karen og Søren er sat i sammenhæng med de samfundsmæssige vilkår, der dannede rammen om folks liv på den tid. Det sker gennem en beskrivelse af, hvordan vores samfund så ud, da de omkring år 1900 blev født; men også ved at opridse nogle vigtige, lovgivningsmæssige tiltag, der fandt sted i deres levetid.

Deres historie er også et stykke danmarkshistorie. En historie fra den tid, hvor vores moderne, danske velfærdssamfund tog form, og hvor de demokratiske goder, vi i dag tager for helt selvfølgelige, langsomt og stykkevis blev til.

Bogen har interesse som et tidsbillede, der er forankret i et bestemt lokalområde (den gamle Linå Kommune ved Silkeborg) og er samtidig en beskrivelse af Karens og Sørens samfundslag, dvs. den ufaglærte arbejdsmandsstand på landet. Den er der indtil nu ikke skrevet så meget om i modsætning til f.eks. husmands- og gårdmandsstandens.

Til sidst i korthed en lektørudtalelse, udarbejdet af tidligere deltidsbibliotekar og dansklærer Inga Haugland i forbindelse med fondsansøgninger om støtte til udgivelse af bogen:

»Esther Folkmann har skrevet en beretning om sin familie. Det er blevet en bevægende og medrivende fortælling, hvor EF har formået at få sin skildring af forældrene ind i en skildring af datidens samfundsforhold (1900 til ca. 1960).

Man får et levende indtryk af det utrolige slid og gå-på-mod, en fattig arbejdsmand på landet og hans kone har måttet opvise for at få alle 8 børn »sat godt i vej«. Både piger og drenge fik lov til at gå i realskolen, selvom det kostede både skolepenge, transport, bøger og tøj. Det har kostet vældige afsavn fra forældrene, og man forstår, hvor meget de har sat sig selv i baggrunden, for at børnene kunne få den uddannelse, som de selv havde været afskåret fra.

EF’s bog er afvekslende en nøgtern beskrivelse af forholdene og en varm og kærlig beretning, altid interessant.«

212 sider. Illustreret. Heftet.

ISBN: 978-87-7851-288-8
DKK 188,-