Sten Steensen Blicher.

104 sider. Illustreret. Heftet. Format 16×24 cm. – Med træsnit af Johannes Larsen.

Det er blot anden gang at samlingen genudgives i sit oprindelige format.

Så er den her igen! Blichers Trækfuglene med de geniale træsnit som Johannes Larsen i 1914 gav digtene på opfordring af Radeerforeningen. Johannes Larsen modtog Blicher-Prisen i 1957 for denne udgivelse.

Trækfuglene genudgives i anledning af Blicher-Selskabets 50-års jubilæum af Blicher-Selskabet og Johannes Larsen Museet på Poul Kristensens Forlag. Som noget nyt er der på bogens omslag trykt to træsnit af henholdsvis viben og rylen i Johannes Larsens egen farvelægning. Udgivelsen er forsynet med noter og to efterord dels af museumsdirektør Erland Porsmose, der skriver om Johannes Larsen og træsnittene, og dels af Erik Harbo, formand for Blicher-Selskabet, der skriver om Blicher og Trækfugledigtene.

Blicher skrev sine trækfugledigte i vinteren og foråret 1838. Som lyn fra en klar himmel var han, friluftsmennesket og jægeren, blevet ramt af en svær sygdom i juli måned 1837. Under sygdommen og med dødstanker i sindet skrev han Præludiet Sig nærmer Tiden, men efter en mirakuløs helbredelse (Blichers eget udtryk) skrev han formodentlig fugledigtene, der er blevet stående som hans smukkeste lyriske frembringelser, i de første forårsmåneder 1838. Den dødsmærkede Blicher valgte symbolsk trækfuglene som emne for sin nye digtsamling. Trækfuglene blev trykt hos J. M. Elmenhoff og udkom på boghandler Smiths Forlag i Randers.

I samtidens aviser læste man om Blichers subskriptionsplan på Trækfuglene, En Naturconcert. Aviserne skrev: »Fra S. S Blicher, vor Danemarks berømmelige Digter, have vi i denne Tid fra Pressen seet udgaae \'Trækfuglene\', en ynderig Naturconcert, som i sine dybe, rørende og hjertegribende Toner saa udtryksfuldt udtaler den Aand og Tankegang, som i den svundne ublide Vinter bevægede sig i dette sande Naturgenie ...«. Anmeldelsen slutter med ordene: »Læser – lad denne Nøgle aabne Dig det brune Bind paa Trækfuglene, følg vor gjenoplevede Digter i hans Veemod, følg ham i hans Glæde ...«.

Danske læsere har siden flittigt åbnet det brune bind i mange forskellige udgaver, illustreret af mange forskellige kunstnere, og nydt sproget, der har bevaret sin friskhed usvækket op gennem årene.

Digtene blev varmt modtaget af samtiden. Blicher kaldte samlingen for En Naturconcert, men den er så meget mere, fordi digteren lagde al sin livserfaring ind i samlingen. Der skiftes imellem humor, ironi og satire og der er visdom, varm fortrøstning og glæde, men også bitterhed og resignation i de skiftende tonearter. – Siden har samlingen begejstret danske digtere og Blicher-læsere. Det klassiske eksempel må vel være Martin A. Hansens roman Løgneren fra 1951.

Lidt om digtsamlingen: Efter præludiet og ouverturen følger de 30 trækfugledigte, der skifter i dur og moll, med mange musikudtryk, der minder os om Blichers musikalske ungdomsliv. Barndomstiden får sit gennem digtet om Hornuglen: »Og er end som Mand jeg heel erfar\'n/ Lad mig dog som Digter være Barn«. Udlængslen tolkes gennem digtene om Sisgenen, Droslen og Solsorten. Siskenen vil han gerne følge på dens flugt til Sverige. Solsorten og Droslen fører ham til Norge, som han endnu ikke har besøgt. Viben og Rylen giver os en skildring med formildende træk af det daglige liv i præstegården med Ernestine, Blichers hustru. Storkedigtet foregiver at være en samtale mellem den gamle erfarne stork og digteren og giver ham lejlighed til at harcelere over tilstandene i syden. Stæren og Brushanen er digterne og deres kritikere. Måske er stæren Blichers alter ego, Peer Spillemand?

Vagtelen, Duen og Horsegommen og deres kærlighed mindes han med en art smerte. Falken er jægeren Blicher på vej over de store vidder, mens den farvede fugl Stillitsen fortæller om fattige digtere, og Blicher ironiserer og udstiller sig selv som fuglens broder og så endda sat i bur; men det kan også fornøje folk. Hvem ved – måske bliver hans skind også udstoppet, når han er død.

Med Svalen udtrykker han håbet om endnu engang at måtte blive vækket, når det rigtige forår holder sit indtog i Norden (en politisk antydning). Et socialt oprør lurer bag Gøgedigtet, kopieret efter den gamle klubvise »Min Søn! om du vil i Verden frem, saa buk«. Med Lyngspurven er vi på kendte stier. Navnet er en fiktion, det eksisterer ikke i ornitologien. Den fugl, Blicher møder på heden, er ifølge ordbogen muligvis en Engpiber. Digtet slutter med de berømte linier »Hvi kan dog ikke Sjælen boe/ Udi i sin Lejevaaning froe/ Den korte Livets sommer!«

Erik Harbo, sept. 2001
ISBN: 87-7851-140-2
DKK 250,-